Hvem er vi?
Forældreforeningen på Herlev Privatskole blev startet den 11. januar 1968, og er en frivillig, uafhængig forening, hvis primære fokus er børnenes trivsel på tværs af klassetrin.
Foreningen tager hvert år initiativ til en række sociale aktiviteter til glæde for skolens elever. Det er den årlige skolefest, fastelavnsarrangement og hver 5. år afholdes der bazar.
I særlige tilfælde yder Forældreforeningen tilskud til udlandsrejser samt køb af PC (fra 5. klasse). En sådan henvendelse vil selvfølgelig blive behandlet i al fortrolighed. Henvendelsen rettes til klasselæreren.
Foreningens økonomi er ganske sund, og elevrådet modtager hvert år et beløb, som de kan disponere over til glæde for alle skolens elever. Sidste år var temaet “frikvarter”, hvor der bl.a. blev indkøbt nye basketkurve, fodbolde, sjippetove og meget andet.
Foreningen har et brændende ønske om at tilbageføre en stor del af overskuddet fra foreningens aktiviteter, og vi arbejder på at kunne glæde skolens elever med mere økonomisk støtte i fremtiden.
Kontingentet fastsættes på generalforsamlingen, og bliver opkrævet en gang årligt.
Generalforsamlingen holdes i forbindelse med selve Herlev Privatskoles generalforsamling, som finder sted i marts eller april måned. Forældreforeningen har fundet det bedst at holde det samme dag, så I som forældre kun skal afsted en aften.
Har dette vakt din interesse, og har du lyst til at give dit bidrag, er du meget velkommen.
Vi kan altid bruge flere hænder!